Efterhånden er de fleste kringlede kroge af feminismen blevet diskuteret. Der er blevet skrevet det ene indlæg efter det andet af både feminister og ’modstandere’ af feminismen. Men selvom meget allerede er blevet sagt, føler jeg det nødvendigt at komme med endnu et indlæg i debatten.
Det er som om, at ordet ’feminist’ eller ’feminisme’ igen er begyndt at få en negativ klang. Det er muligt, at de fleste allerede er klar over dette, men jeg føler mig nødsaget til at understrege en vigtig pointe: feminister er ikke udelukkende hysteriske kvindfolk, lesbiske eller mandehadere, og de render heller ikke alle sammen rundt med ubarberede armhuler og ben. Det er næsten helt pinligt, at man endnu en gang skal føle sig næsten nødsaget til at understrege dette. I mine øjne burde det slet ikke være nødvendigt længere. Vi burde være nået længere. Og ja, på visse områder er vi kommet videre siden 1970’erne, de brændende BH’er og Rødstrømperne. Danmark er klart et af de lande, hvor vi på ligestillingsområdet er mere privilegerede end andre. Men når man endnu i dag i debatten omkring feminisme – og derved ligestilling – er nødt til at pointere, at feminisme ikke handler om særbehandling af kvinder, så er der tydeligvis noget, vi endnu mangler.
For nylig læste jeg en kronik i Berlingske i forbindelse med kvindernes kampdag fra sidste år, hvor en kvinde gik ud og erklærede, at hun mente, at feminismen var gået for langt. Der var ikke længere brug for en kampdag, det hele var overflødigt. En af kommentarerne til denne kronik hed ”Feminister elsker mandschauvinister”. Interessant, tænkte jeg, og læste videre. Des længere jeg nåede, des mere forarget og chokeret blev jeg over, at der endnu i dag, findes mænd, der tænker på denne måde omkring kvinder. Den mandlige kommentar-giver roste kvinden i kronikken for at være et fornuftigt kvindemenneske, frem for alle disse hysteriske feminister – som jo i virkeligheden elskede en mand med penge og magt, fordi kvinder (ifølge ham) enten nassede på en sådan mand, eller også nassede de på samfundet. For kvinder kan tydeligvis ikke tage vare på sig selv… Okay. Derudover mente han, at feminister ofte var lesbiske og grimme: både af indre og af ydre. Dette var nogenlunde ordlyden i kommentaren; en kommentar der skulle gøre det ud for, at vi ikke længere behøvede feminisme. Okay… For hver og en af denne mands kommentarer, modsagde han fuldstændig sig selv. For hver og en af kommentarerne blev det mere og mere tydeligt, at vi netop stadigvæk har behov for feminisme, hvis blot ordet endnu kan frembringe en sådan reaktion.
Når kvinder står frem og erklærer sig som ’women against feminism’, fordi de ønsker at blive gift, gå hjemme som husmor og passe børnene – og derved føler at de ikke også kan være feminist samtidig – så er der igen visse ting, der tydeligvis mangler afklaring. Når den offentlige debat ændres til, at nu har kvinderne pludselig på visse områder fået ’særbehandling’ i forhold til mænd, der selvfølgelig også har problemer, ser vi igen denne mangel på forståelse for, hvad præcis feminisme er. Om det er selve ordet, de gamle associationer til Rødstrømperne, eller hvad det er, der er årsagen, er ikke til at sige. Jeg bliver som ung kvinde utrolig skuffet, når man netop nu ser debatten vedrørende kvindekrisecentre og mandekrisecentre, og hvordan folk føler behovet for at forklare, at mænd i krise har lige så meget ret til hjælp som kvinder. For selvfølgelig har de det. Enhver feminist vil være enig. Feminisme støtter nemlig op omkring dét faktum, at mænd også bør have rettigheden til at sige fra, når de har nået deres grænse: modsat sexisme, hvor det modsatte ofte er tilfældet, og mænd gerne skal fremstå uovervindelige, usårlige og som beskytter af kvinden, der ses som svagelig i forhold til. Alt dette tager feminismen afstand til, og netop derfor er det mindre fokus på mandlige krisecentre absolut ikke et påbud fra feministernes side af. Snarere tværtimod.
Igen findes det nødvendigt at vende tilbage til udgangspunktet; til kernen af, hvad feminisme egentlig er. Det handler ikke udelukkende om flere rettigheder til kvinder – det handler om ligestilling. For begge køn. Og derfor er det selvfølgelig også en debat, en kamp, som mændene skal være en del af. Ligestilling kan ikke opnås hvis det ene køn holder sig ude af debatten. Men måske er det på tide at trække debatten videre. I Danmark har vi måske efterhånden cirkuleret for længe rundt i det samme, når vi bliver ved med at finde nye sager frem, hvor vi på ny kan diskutere feminismen og dens holdning til ligestilling. Vi bør ikke fokusere så meget på de enkelte sager, hvor stereotype holdninger dukker op – vi bør i stedet fokusere på kernen i det hele, de brugbare tanker, som feminismen konkret set består af i forhold til ligestillingen. For ja, det kan godt være, at der i nogen sager endnu er plads til forbedring, men samtidig er vi unægteligt et af de lande, der er længst fremme allerede: eller i hvert fald længere fremme end andre.
Vi bør derfor stoppe navlepilleriet og i stedet flytte fokus ud af. For der er endnu alt, alt, alt for mange tilfælde på steder verdenen over, hvor ligestillingen slet ikke er nået igennem – og hvor feminismen stadigvæk er stærkt efterspurgt.
Jeg tror, at det er nødvendigt, at folk begynder at få en ny forståelse af netop dette ord.
Præcis ligesom Emma Watson forsøgte at sige det til sin tale i forbindelse med FN’s ”HeforShe” kampagne. Feminisme er ikke udtryk for hysteriske kvindfolk, der forsøger at undertrykke mænd eller kræver særbehandling. Feminisme bør i stedet ses som et synonym for ligestilling – og ikke længere kun i de enkelte, i forvejen privilegerede lande. Det bør ses i et globalt perspektiv.
Feminisme handler om ligestilling for alle: uanset køn, seksualitet, race, religion og geografisk placering. Så lad os alle have dette for øje i den videre debat, og ikke lade en negativ klang tilfalde ordet endnu en gang. Folk bør være stolte over at kalde sig feminister og turde stå ved netop det.
Billedet er lånt her.
